| Mini-biografi: Var søn af en dampmøllebestyrer og grosserer. Blev premierløjtnant 1898, generalstabsuddannet 1903-05. Kaptajn 1910, oberst 1929, generalmajor 1937 og generalløjtnant 1939. Bortset fra nogle års geledtjeneste som bataljons- og regimentschef ved 5. Regiment (Falsterske Fodregiment) i Vordingborg forrettede Prior hovedsagelig stabstjeneste. Blev ved general Erik Withs afgang december 1939, udnævnt til kommanderende general for Hæren, overraskende idet Prior klart havde givet udtryk for synspunkter omkring en styrkelse af forsvaret og det militære beredskab, som lå langt fra Stauning-Munch-regeringens politik. I månederne fra tiltrædelsen, til det tyske angreb, gjorde Prior utallige forsøg på at få øget hærens krigsstyrke og få tilladelse til at iværksætte forberedelser mod en tysk aggression. Alt var forgæves, idet regeringen ikke ville risikere at provokere tyskerne. Da det tyske angreb var en realitet, var Prior ved mødet hos kongen, den 9. april om morgenen, den eneste, som gik ind for at kampen skulle fortsættes. Besættelsen gjorde Prior til en bitter og skuffet mand. En afskedsansøgning blev afvist af politiske grunde, men i august 1941 forlod Prior sin stilling i protest og blev afløst af general Ebbe Gørtz. Modtog storkors af Dannebrogordenen. Kuriosum: det er denne general Prior som karakteren Oberst Hachel refererer til i tv-serien Matador 1978-81. |