Mini-biografi: Var søn af en overpakmester, blev i 1925 student fra Efterslægtselskabets Skole, læste derefter teologi og tog kandidateksamen 1931. Virkede i to år som hjælpepræst ved Garnisons Kirke, 3 år ved Frederiksholms kirke, blev i 1937 sognepræst samme sted og varetog embedet til 1942, var 1942-60 generalsekretær ved De Samvirkende Menighedsplejer. Willy Westergaard Madsen var under besættelsen med i gruppen Kirkens Front, der skulle sikre modstandsbevægelsen en stabil fødevareforsyning. Sad i bestyrelsen og var sekretær i Hans Tausens Fond, medlem af Dronningens Centralkomité, af Dåbsfondets bestyrelse, formand for Folkekirkelige Organisationers Fællesudvalg, næstformand for Folkekirkens Nødhjælp, formand for Sammenslutningen af Diakonhjem, for bestyrelsen for Den grønlandske Kirkesag, for direktionen for pastoralseminariet, direktionen for Det kongelige Vajsenshus, repræsentantskabet for Det københavnske Kirkefond, Det mellemkirkelige Råd, Det økumeniske Fællesråd samt Folkekirkens strukturkommission. Sad i årene 1961-75 som biskop over Københavns Stift. Westergaard Madsen skrev "Menighedens Arbejde blandt fattige, syge og gamle" i Pløj din Fure, "Kirkelig Filantropi" og Din Næste i Håndbog i Kristendomskundskab, var medarbejder ved Illustreret Religions Leksikon, Nordisk teologisk Uppslagsbok og Den danske Kirke, i tysk og engelsk udgave samt redaktør af Fra Menighedsplejen 1942-60. Modtog den tyske forbundsrepubliks fortjenstorden og blev udnævnt til Kommandør af 1. grad af Dannebrog. |