Mini-biografi: Var søn af en repræsentant, tog realeksamen i Aarhus, blev uddannet som officer og tog 1961 lærereksamen. Debuterede som forfatter i 1964 med novellen En af disse i tidsskriftet Vindrosen, udgav 1966 romanen Signalement og året efter Mørkespil. Gennem årene fulgte en strøm af børnebøger, faglitteratur, digte, noveller, romaner, rejseskildringer samt radiospil, for det meste omhandlende naturen, dyrene og det oprindelige menneskes kultur. Vagn Lundbye besøgte de nordamerikanske indianere, skrev siden bl.a. Indianske fortællinger og Døren der ikke må åbnes om indiansk mytologi, deltog 2 gange i ekspeditioner til Nordøstgrønland for at finde spor efter Danmarks-ekspeditionen 1906-08, udgav derefter bogen Omkom 79 Fjorden. Af andre værker kan nævnes Næsehornsdigte, Fabler for børn, en gendigtning af Kaalunds fabler, selvbiografien Trefoldighedsbarn om barndommen med en voldelig far og romantrilogien Tilbage til Anholt. Lundbye følte et åndeligt slægtskab med Albert Dam, skabte en dokumentarfilm om denne og medvirkede i Christian Braad Thomsens portrætfilmen om Morten Korch - Solskin kan man altid finde. Modtog rejselegater, stipendier og andre ydelser fra Statens Kunstfond, kom 1979 på finansloven med livsvarigt hæderslegat, blev desuden hædret med bl.a. Kritikerprisen, Oehlenschlägers Mindelegat, Beatriceprisen, Erna Hamiltons legat, Otto Rungs forfatterlegat, Gyldendals boglegat, Albert Dams mindelegat og danske Nordenforeningers hæderspris. |