| Mini-biografi: Var søn af en sognepræst, blev student i 1907 og cand.phil. 1908. Begyndte at læse teologi og derefter medicin, men afbrød studierne og rejste 1910 til Spanien, opholdt sig her i 7 måneder. Slog ind på journalistik og var medarbejder ved Horsens Avis 1912-13, redigerede ugebladet Sort paa Hvidt 1917-18 og var siden medarbejder ved forskellige hovedstads- samt provinsaviser. Thorkil Barfod udtrykte sig helst på vers og debuterede med digtsamlingen Andalusiske Digte (1911), samme år kom Kvindekys og anden Gift. Hedt Blod er en novelle fra Andalusien (1913). Lille Frøken Ilse er tolv digte om børn, som kom i 3 oplag. Af romaner skrev Barfod Drømmen om den blå Sommerfugl (1923), Livets Musik (1925) samt To Mænd snakker sammen (1940), af børnebøger Mi og Lu og Lane med tegninger af Axel Mathiesen (1923), Blomsterbogen med tegninger af Frederik Schenkel (1925), Familien Stork med billeder af Karl Neunzig (1925) og Rita Rævestjært med tegninger af Chr. Aabye Nielsen (1928). Endnu to digtsamlinger fulgte: Stjernen i Mulmet (1929) samt Fattigper og Vennerne i Skoven med tegninger af Louis Moe (1930). |