| Mini-biografi: Var søn af en læge, gik på Metropolitanskolen samtidig med Mogens Fog og Arne Munch-Petersen, blev student i 1922, læste derefter økonomi på Københavns Universitet og blev cand.polit. i 1928. Blev i 1932 ansat som fungerende sekretær ved Invalideforsikringsrådet, året efter ved Invalideforsikringsretten, blev 1934 sekretær og sad fra 1938 som formand for Handels- og Kontormedhjælpernes statskontorafdeling. Otto Melchior blev tidligt interesseret i politik, meldte sig som ung ind i Danmarks Kommunistiske Parti og lagde et stort arbejde i den norske organisation Sovjetunionens Venner, som sammen med Kommunistpartiet blev forbudt, da tyskerne besatte Danmark i 1940. Melchior blev udstødt af DKP, bistod derefter en Moskva-styret international bombeorganisation, var efter tysk opfordring efterforsket i en sag om bombning af to spanske trawlere i Frederikshavn i 1938, blev arresteret og fængslet i foråret 1941, men frifundet. Da Tyskland angreb Sovjetunionen, blev ledende kommunister arresteret, Melchior blev interneret i Horserød-lejren, deporteredes siden til Kz-lejren Stutthof, blev smittet med tyfus og døde under tvangsevakueringen fra lejren, i forbindelse med den sovjetrussiske fremrykning. Weekendavisens journalist Arne Hardis udgav i 2010 bogen Klassekammeraten: Otto Melchior - kommunisten, der forsvandt. |