|
© www.gravsted.dk 2003, 2026
| Marcus Lauesen  | Dansk forfatter Født fredag den 22. november 1907 i Løjt Kirkeby, Aabenraa Død tirsdag den 14. oktober 1975 i København |
| Mini-biografi: Var søn af en vognmand, blev født i nærheden af Aabenraa og oplevede allerede som barn, det stærke tyske pres på dansksindede i Sønderjylland, i tiden før genforeningen 1920. Debuterede med digtsamlingen Gøglere fra 1928, året efter kom den store roman En Mand gaar bort fra Vejen. I 1930 kom digtsamlingen Høstelegi, hvor man sporer en stærk påvirkning af 1890'ernes lyrikere, især Stuckenberg og Rode. I 1931 kom så den store slægtsroman, som blev Marcus Lauesens gennembrud: Og nu venter vi paa Skib. Her skildres det kvindelige overhoved, for en stolt sønderjysk skibsrederslægt med dybtgående psykologisk forståelse - med hende dør slægten ud. Så fulgte Luther-romanen Kætteren fra Eisleben (1934) og Den rige Vandring (1938) om faderen, hvis tanker om fred mellem mennesker Lauesen her viderebringer. Under besættelsen kom de to digtsamlinger Tolv Sonetter (1941) samt Ventetider (1944). Netop som sønderjyde følte Lauesen tyskernes besættelse særlig smertelig. I 1961 kom romanen Mor, som giver en overordentlig smuk skildring af barndomshjemmet i Sønderjylland. |

|