| Mini-biografi: Var søn af en amtsforvalter, tog i 1849 landmålereksamen, fik i 1850 bestalling som landmåler, tog året efter adgangseksamen til Polyteknisk Læreanstalt, bestod 1853 landinspektøreksamen, fik i 1854 bestalling som landinspektør, fortsatte med at studere ved siden af sit arbejde på matrikelkontoret og som manuduktør. Lars Bentzon fik en betydelig praksis som landinspektør, opmålte Hillerød købstad, ledede matrikuleringen af Ærø og de otte nordslesvigske sogne, der ved fredsslutningen kom under Danmark, var ledende landinspektør ved de dengang udførte jernbaneanlæg på Sjælland, undtagen Faxe-banen, samt ved de i drift værende statsbaner og ved Frihavnsanlægget. Udførte som kulturtekniker nogle reguleringer for Københavns amtsråd, blev i 1858 udnævnt til amtsvandinspektør, forestod regulering af omkring 315 km vandløb, der medførte en betydelig værdiforøgelse og udarbejdede i 1876 en betænkning om vestjyske vandløb. Sad som formand for bestyrelserne i aktieselskaberne Søvang og Kolindsund, var medlem af en kommission til udarbejdelse af forslag til vandloven, en kommission angående Skjern Å deltaets regulering, var teknisk konsulent for aktieselskabet Lammefjordens udtørring og havde sin store andel i at udtørringen lykkedes. Blev udnævnt til Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. Var gift med en datter af konseilspræsident P.G. Bang og far til etatsråd Povl Bentzon og professor Viggo Bentzon. |