| Mini-biografi: Var søn af en landsbyskrædder, kom efter endt skoletid i lære som maler hos en onkel i Randers. Rejste efter 5 års læretid til København og blev ansat som dekorationsarbejder på Ipsens Terrakottafabrik. Ville gerne videreuddannes, gik i årene 1869-76 på Teknisk Skole i København og modtog undervisning på Kunstakademiets Skole. Joseph Theodor Hansen modtog et stipendiat og foretog allerede fra 1867 omfattende studierejser til Grækenland, Italien samt Spanien, var i 1881 i Frankrig som elev på Bonnats skole i Paris, besøgte siden England og Tyskland. Udviklede sig hele tiden og blev med årene en særdeles dygtig arkitekturmaler. Deltog i adskillige udstillinger i Danmark, signerede sine arbejder "J. Th. Hansen", "J.T.H." eller "ITH" samt årstal, vakte altid berettiget opmærksomhed med sine smukke motiver og detaljerige udførelse, havde stor efterspørgsel på sine malerier og kunne sælge alt, både små samt store værker. Skabte under signaturen "J. Th. Hansen", pertentlige tegninger af alle danske byvåben, eksperimenterede en tid med emaljemaleri, i samarbejde med hofjuveler A. Dragsted. Lavede omkring 1000 illustrationer til 3. udgave af Trap Danmark, alle omhyggeligt gennemarbejdede, med arkitektoniske detaljer og sans for perspektiv, tegningerne er af stor historisk-topografisk værdi. J. Th. Hansen modtog Det Anckerske Legat samt Eckersberg Medaillen. |