| Mini-biografi: Var søn af en kontormand, voksede op i Thyborøn, spillede først sammen med lokale orkestre, blev siden medlem af folkemusikgruppen Rumlekvadrillen samt orkestret La Porta Band. Johnny Madsen debuterede som solist i 1982 med albummet De tørre er de best. men våde er de flest. Fik succes og dannede Johnny Madsen Band, med Knud Møller, Henrik From samt Niels Mogensen, bandet turnerede igennem flere årtier over hele Danmark. Johnny Madsen var sammen med Peter Belli, Nanna og Billy Cross, med i gruppen Hobo Ekspressen, der fik hittet "En at bli' som", turnerede også med Allan Olsen samt Lars Lilholt, der som trioen Dalton udgav tre album. Fik tillige skabt sig et navn som kunstmaler, var inspireret af ekspressionister som Vincent van Gogh og Jens Søndergaard, udstillede bl.a. i eget galleri på Fanø, på Jens Nielsen og Olivia Holm Møller Museet i Holstebro, på Kvægtorvet i Odense, Denise Bibro Fine Art i New York samt Galleri 7 i Frederikshavn. Stiftede, i protest mod rygeloven, sammen med Kim Larsen, Thomas Helmig og Klaus Kjellerup, bandet Den Gule Negl, som udgav sangen "Hold dig på måtten". Fik udgivet erindringsbogen Tilværelsen blev min skæbne og fik Johnny Madsens Vej i Thyborøn opkaldt efter sig. |