| Mini-biografi: Var søn af en skomager, forlod skolen efter 7. klasse og kom i købmandslære i Valby. Købte i 1965, sammen med en ven, en købmandsforretning i Søborg, solgte sin andel i 1967 og aftjente sin værnepligt. Fik i 1968 ansættelse som førstemand i supermarkedet Domus Vista i Valby, købte året efter en mindre købmandsbutik i Valby og i 1972 Trica Supermarked i Esbjerg. Ændrede navnet til Kvantum, byggede om og udvidede, åbnede 1976 endnu et Kvantum-supermarked i Esbjerg. John Hanssen solgte i 1979 supermarkederne i Esbjerg og påbegyndte opførelsen af Hotel Olympic og nogle kontorbygninger i Spangsberghus. JH Gruppen købte i 1981, sammen med købmand Keld Droob, Brandts Klædefabrik i Odense, oprettede senere Dansk Discount, sammen med brødrene Droob, ændrede kædens navn til FAKTA og solgte samtlige 85 butikker til FDB. Hanssen og FDB oprettede i 1991 Big Store-kæden med varehuse i Odense, Randers, Svendborg, Vejle og Kruså. JH Gruppen, der skiftede navn til Hanssen & Co købte Blåvand Kro i Blåvand og byggede den om til luksusferiecenter. Hanssen forsatte med sine investeringer, købte bl.a. Hotel Dagmar i Ribe, var en tid medejer af Louis Poulsen Lighting A/S og med til at opbygge Go'on-gruppen med omkring 200 tankstationer i Danmark. |