| Mini-biografi: Var søn af handelsmand samt politiker Alfred Hage, blev student 1860, studerede nationaløkonomi 1860-64 og deltog i krigen 1864. Blev landmand, ejede 1865-72 Kallehave færgegård og arvede 1872 Nivågård. Selvom Johannes Hage var en impulsiv, selvstændig natur, som havde svært ved at indordne sig under et parts rammer, gik han ind i politik og valgtes 1876 til Rigsdagen for Højre. Blev siden genvalgt, indtil sin tilbagetrækning i 1901. Var 1895-98 medlem af finansudvalget og sad i Frederiksborg Amtsråd 1879-1907, men det er som mæcen samt velgører, Hage huskes mest. Oprettede 1905 et hospital for kronisk syge ved Nivågård og 1919 grundlagde Hage Den Hageske Stiftelse til støtte for fattige patienter på ½ million kr. Havde i mange år samlet på god kunst og gjorde i 1908 sin samling til en selvejende institution. Det var datidens største private malerisamling, som Hage havde erhvervet på sine mange rejser i Europa. Den omfattede især det 17. århundredes hollandske mestre, men også flamsk, italiensk samt dansk kunst, er rigt repræsenteret og museet fik stor betydning for kunsthistorikere herhjemme. Johannes Hage var stærkt interesseret i skyttesagen og rejste i 1897 til Grækenland for at deltage i dette lands kamp mod tyrkerne. |