Mini-biografi: Kom efter almindelig skolegang på Frederikshavn Gymnasium, tog HF, fik en læreruddannelse, blev ansat i Hjørring og underviste især i billedkunst. Jens Bjørn-Hansen var yderst musikalsk: kunne synge, spille banjo og mandolin, dannede sammen med 2 kammerater fra lærerstudiet, Jens Wolffsen samt Carsten Holst, trioen Golden Lion Folk Group, der den 24.10 1967 begyndte at optræde med irsk folkemusik på værtshuset Den Gyldne Løve. Trioen fik af Gustav Winckler det råd at de skulle synge irske sange på dansk og få et mere dansk navn, hvorefter de kaldte sig De Gyldne Løver. De næste syv år spillede de samme sted, opnåede en kultlignende lokal popularitet, med lange kødannelser og overfyldt lokale. Gruppen var flere gange i Irland for at hente inspiration og havde undervejs nogle udskiftninger af medlemmer. Udgav 1971 LP'en De Gyldne Løver, fik dermed et større gennembrud i Danmark, gav koncerter på bl.a. Roskilde Festivalen, optrådte i Tivolis Vise Vershus og ved Skagen Festival, modtog her i 2007 Folkemusikprisen for deres musikalske virke gennem 40 år, gav den sidste koncert 2011 i Skagen. Jens Bjørn-Hansen var med på nogle af gruppens største syng-med-hits som "Hjemmebrænderiet" og "Jeg er ikke som de andre". |