Mini-biografi: Var en ægte københavner, der elskede sin by og mest har skrevet om storbymennesker. Nogle turbulente år som arbejdsmand, kontorist, gadehandler og arbejdsløs på understøttelse gav ham stof til sine romaner, der alle har et skarpt socialt sigte: Man skal jo leve, Løg, Den første verden og Mens vi bliver voksne er fra kriseårene i 1930'erne, mens erindringsromanerne Barndom, De unge Aar og Læreaar blev skrevet i 1940'erne. Herdal kan være hård i sin kritik af samfundet, men der er altid varme og hjerte i hans skildringer af mennesker. Det kommer især frem i hans digtning, der omfatter socialistiske kampdigte, kærlighedsdigte og naturpoesier. De udkom i 1940 under titlen Digte gennem ti Aar, senere udkom Digte 1929-1949 og i 1954 Rast undervejs. |