© www.gravsted.dk 2003, 2023
| Elo Albert Hartig  | Dansk civilingeniør, direktør, politiker og redaktør Født fredag den 5. april 1935 Død fredag den 21. december 2012 |
Mini-biografi: Elo Hartig forlod allerede skolen efter 7. klasse, kom i lære som typograf og fik som 19årig sit svendebrev. Valgte siden at tage et studenterkursus, gik på Danmarks Tekniske Universitet og tog eksamen som kemiingeniør. Blev ansat som forsker hos Ferrosan og siden hos DGI (Dansk Gærings-Industri), Danisco, engagerede sig i miljødebatten og fik 1972 posten som Industrirådets første miljøchef. Elo Hartig stiftede 1985 Hartig Miljøkonsult, blev udnævnt til direktør for Foreningen af Danske Kemiske Industrier, 1987 til administrerende direktør for Brancheforeningen for Sæbe-Parfumeri og teknisk kemiske artikler, hvilket medførte et omfattende internationalt samarbejde i EU, de europæiske brancheforeninger og USA. Hartig måtte overlade videreførelsen af Hartig Miljøkonsult til sin hustru, men vendte tilbage 1997, fik efterhånden skabt et omfattende kontaktnet og rådgav omkring 100 virksomheder i omgangen med farlige kemiske produkter på arbejdspladserne. Hartig var fra 1978 medlem af Søllerød kommunalbestyrelse for de konservative, blev formand for ejendomsudvalget og 1982 formand for teknisk udvalg. Udnævntes 1985, af skatteministeriet, til vurderingsformand i Søllerød Kommune, forlod kommunalbestyrelsen og varetog sit nye hverv til 1997. Var en tid redaktør af fagbladet Dansk Kemi og censor ved ingeniøruddannelserne. Hartig blev år 2000 medlem af Dansk Folkeparti og formand for lokalforeningen i Søllerød. |

|