| Mini-biografi: Var datter af en kortfabrikant, forlod som 19-årig Polen og blev uddannet på Kunstakademiet i Düsseldorf 1838-45. Placerede sig med En polsk familie på ruinerne af sit afbrændte hus (1844), centralt i det socialkritiske maleri. Udførte under sit ophold i Rom 1845-49, sentimentale samt idealiserende genrebilleder og portrætter. Efter giftermålet 1846 med J.A. Jerichau, bosatte parret sig 1849 i København. Her søgte Elisabeth Jerichau Baumann, at blive accepteret af den nationalsindede kunstinstitution, bl.a. ved stor udstillingsaktivitet og ved at udvide sin motivkreds, til den danske almue samt historisk-litterære motiver, som i det allegoriske Danmark (1851). Den tyske baggrund, den mere virtuose penselteknik samt en mørkere kolorit, forblev dog en uoverstigelig hindring for accept. Den manglende anerkendelse i Danmark, opvejedes af en stor international succes, grundlagt på adskillige udstillinger i europæiske byer og bekræftet af et stort, købedygtigt publikum. Den nære forbindelse til tyske kunstner- samt forfatterkredse, gav en central placering i formidlingen af europæisk, især tysk åndsliv, på et tidspunkt, hvor dansk kultur bar præg af national selvtilstrækkelighed og Baumann blev frontfigur blandt "europæerne", den uhomogene opposition til det nationalromantiske maleri. Produktionen er af imponerende omfang, dog af svingende kvalitet, med tyngdepunktet omkring 1840'ernes samt 1850'ernes portrætter og historiske genremotiver. |
Solbjerg Parkkirkegård, Frederiksberg 2004
