© www.gravsted.dk 2003, 2024
| Chresten Olaf Hornbech Faarup | Dansk overlæge Født torsdag den 9. februar 1905 i Randers Død mandag den 28. september 1987 |
Mini-biografi: Var søn af en købmand, blev i 1923 student og tog 1930 medicinskeksamen. Var i studieårene formand for Det Samlede Studenterråd og næstformand i Studenterforeningens seniorat. Arbejdede 1932-38 som assistent ved Statens Seruminstituts diagnoseafdeling. Forsvarede 1937 disputatsen Nogle undersøgelser over widalreaktionen ved tyfus og paratyfus for en doktorgrad, fik 1940 specialistanerkendelse i intern medicin. Chresten Faarup virkede i besættelsesårene som 2. reservelæge ved Sundby Hospitals medicinske afdeling, som reservelæge ved Sct. Elisabeths Hospital, 2. reservelæge ved Frederiksberg Hospitals epidemi afdeling E, var til 1948 1. reservelæge ved Sundby Hospitals medicinske afdeling, derefter til 1953 ansat ved sygehuset i De Gamles By. Skjulte under krigen, bl.a. Johannes G. Sørensen og forfatteren Carl Erik Soyas familie i sin lejlighed på Sundby Hospital. Faarup var assisterende læge i Den Almindelige Danske Lægeforenings sekretariat, overlæge ved hospitalsskibet Jutlandia, praktiserende speciallæge i København, overlæge ved Sønderborg Sygehus, lægekonsulent ved invalidenævnet i Sønderborg og ledende læge ved Kong Christian X's gigtsanatorium i Gråsten. Var medlem af hovedbestyrelsen for Rigsforeningen til Bekæmpelse af rheumatiske sygdomme, formand for kredsforeningen for Sønderborg amt, næstformand for Sønderjysk Lægekredsforening og medlem af Den Almindelige Danske Lægeforenings hygiejnekomité. Modtog Jutlandia-medaljen, F.N.'s tjenestemedalje, Koreas nationalmedalje og War Service-medalje. Udnævnt til Ridder af Dannebrog. |
|