| Mini-biografi: Var datter af en postmester, måtte ikke studere, men skaffede sig egenhændigt nogle nødvendige kundskaber, fik under et ophold i Italien, nogle rejsebreve optaget i Fædrelandet. Stiftede bekendtskab med Fredrik og Matilde Bajer, var i 1871 medstifter af Dansk Kvindesamfund, var sekretær og kasserer til 1883. Caroline Testman blev i 1872 forstander ved den nyoprettede Handelsskole for Kvinder, i 1874 for Søndagsskolen for Arbejderkvinder. Førte en praktisk betonet kvindesagslinje, havde den indstilling at reformer af kvinders uddannelses- og erhvervsvilkår var af afgørende kvindesaglig betydning. Handelsskolen øgede kvinders jobmuligheder og forbedrede deres lønmæssige status inden for handels-, kontor- samt bankområderne, skolen stiftede et fagskolefond, der modtog finansiel støtte fra private, stat og kommune og fik i 1883 status som selvejende institution. Caroline Testman fungerede som forstander til 1906 og i hendes tid havde omkring 1.200-1.300 kvinder taget eksamen fra skolen. Søndagsskolen underviste fabriksarbejdende kvinder, tjenestepiger samt butiksansatte i de mest elementære skolekundskaber. Caroline Testman var freelancejournalist, leverede bl.a. artikler til Elfride Fibigers Tidsskrift for Kvinder, i de tre nordiske riger og var en af Dansk Kvindesamfunds ivrigste kvindevalgretsfortalere. Oprettede sammen med sin søster: Det Testmanske Legat til støtte for kvindelige studerende inden for kunst, videnskab, handel, håndværk samt det sociale område. |