Mini-biografi: Var søn af en smed, tog 1921 realeksamen og fik en kontoruddannelse på andelsslagteriet i Nykøbing Mors, virkede her til 1934, de sidste 5 år som kasserer, havde 1935-53 egen skotøjsforretning. Axel Ivan Pedersen havde tidligt adskillige tillidshverv og var formand for Danmarks Afholdsforenings Ungdomsforbund, for Slagteriernes Personales Fællesklub, for Nykøbing Mors Andels-Boligforening, for Nykøbing Mors sygekasse og Morsø sygekasse. Blev 1933 medlem af byrådet, 1939 valgt til Folketinget for Socialdemokratiet, beskæftigede sig her mest med boligspørgsmål og færdselsproblemer, var en tid præsident for Nordisk union for alkoholfri trafik, var 1962-68 gruppens næstformand og 1955 i tæt samarbejde med Jens Otto Krag om gennemførelsen af trustloven. Pedersen blev 1945 Nykøbing Mors borgmester, varetog posten til 1962 og i den tid blev der gennemført store byggerier, skabt nye bygninger til gymnasium og sygehus og udvidelser af gasværket, skolen, vandværket, De gamles hjem o.a. Pedersen var bl.a. formand for justitsministeriets færdselssikkerhedskommission, statens tilsynsførende ved seruminstituttet, medlem af bestyrelsen for Den danske Købstadforening, Kommunernes Landsforening, Det danske Selskab, Danmarks Turistråd, præsident for Nordisk Union for alkoholfri Trafik, medlem af bestyrelsen for A/S Kommune Kemi, Sygekassernes Helsefond og tidsskriftet Helse. Var redaktør af tidsskriftet Grønt Lys og udgav bogen Ved en Korsvej om alkoholproblemet. |